Author Archives: majaabildgaard

It’s all up to you, the volunteers, you knocking doors. Don’t get tired, Virginia!

Vi troede ikke på det… Kun 3 timers kørsel fra Charlottesville, hvor vi bor og hjælper på Obamas kampagne, ville både Bill Clinton og Barack Obama afholde et “election rally”. Og over nettet fik vi alle bestilt e-tickets og afventede bekræftelsen på vores emails med spænding. Og det lykkedes at få billetter! Så i går aftes, efter 3 kolde og forventningsfulde timer i kø sammen med 24.000 andre og omfattende sikkerhedstjek, kom vi ind på en gigantisk stor overdækket udendørs arena, hvor det amerikanske flag flagrede i vinden på storskærmene og musikken (U2, Bruce Springsteen m.v.) lagde en fantastisk stemning. Amazing! Og under Pledge of Allegiance og The Star Sprangled Banner blev vi revet med af amerikanernes stolte nationalfølelse og patriotisme.

Så kom Bill Clinton på talerstolen. Og hvilken tale, han fik holdt! Om hvorfor han støtter Obama, og om hvordan Obama reelt samarbejder på tværs af demokrater og republikanere – for det kræver det! “Practical cooperation is better than all this ideological conflict”. Bill Clintons stemme var undervejs i talen noget hæs – men så jokede han med, at han havde givet sin stemme til præsidenten 🙂 Overbevisende tale. Jeg blev ihvertfald kun mere optaget af at gøre mit bedste for, at Obama vinder valget på tirsdag, at han får Virginia! (Nyeste meningsmåling fra idag her i Virginia giver Obama et forspring på 48%. Romney har 45%).

Herefter kom Barack Obama ind på scenen. Det gav et sug i maven! Og det hele virkede meget uvirkeligt! Begejstringen var enorm, ja eksploderede nærmest… Tænk at være med her! Og rent faktisk som en del af hans kampagne. For dette election rally handlede i den grad om opmuntringen til at gå ud og ringe dørklokker, få alle til at stemme på tirsdag! Hver en stemme tæller her i Virginia. Fik virkelig følelsen af, at det arbejde jeg gør herovre, er betydningsfuldt og en stor hjælp! For det kan Obama! Smitte med sin begejstring, motivere:

“After 4 years as a president, you know me! Who do you trust? You may not agree with all the changes I’ve made. But I know what I say, and I say what I know! I tell the truth! I will fight for you and your families every day. I know what changes are. We gonna move forward. Forward thinking. Do things better. Real change is about changing politics – not about changing presidents. And it’s not gonna be easy! Virginia – my bet´s on you. I’ll work with anybody, who will move this country! We’ll still gonna have some fights. Virginia, I’m here. You can make it in America, if we try. And Virginia, that’s why Im asking you for your vote! Turn up to vote for me! We’ll finish what we started. (uddrag af talen)

Vildt! Totally blown away! Helt ind i hjertet, så man næsten tuder over det!

Så nu vil jeg afsted – to phone the american people here in Virginia, canvassing and knocking doors – to make them vote on tuesday!” 4 more years!! GOTV (get out to vote!).

“It’s all up to you, the volunteers, you knocking doors. Don’t get tired, Virginia!!”

Reklamer

Forelsket i en amerikaner?

Af Anne Martens.

Første dag i Washington. Vågnede klokken 5 med jetlag. Til friskt blæsevejr og mange sirener. Efter en løbetur i strid modvind, gik jeg med mine to nye venner Kasper og Thomas i det lokale supermarked for at købe det vigtigste, så vi kan modstå de næste par dage på et hotelværelse. Og der stod vi så. I køen. Med en indkøbsvogn fyldt med øl, brød og slik, da vi mødte Steve. En midaldrende amerikaner, med sølvgrå manke og stor, hvis cowboyhat. Steve blev straks interesseret i vores dansker-i-orkan-survival-kit, og i ren heltestil tilbød han os et lift tilbage hotellet, da han så os slæbe ølkasser og poser hjem i regnen. Vi tog selvfølgelig imod Steves tilbud med kyshånd. Og det skulle vise sig at give os én på opleveren.

For da vi nåede til hotellet i Steves lille bil, kom vi til at tale om, at vi nok ikke ville komme til at se Det Hvide Hus eller noget andet af byen, da den jo stort set er i undtagelsestilstand og alle vores aftaler derfor er aflyst. Det kunne Steve simpelthen ikke acceptere, hvorefter han vendte den lille bil, og beslutsomt kørte afsted mod det, der skulle visse sig at blive en syv timers rundtur i hans fødeby. Steve kørte os til Det Hvide Hus, til Capitol Hill, til den danske ambassade, til The Mall. Parkerede bilen på mulige og umulige steder og kæmpede sig gennem regnen med os, så vi kunne få lov at se hans Washington, inden Sandy gik amok. Rundt i China Town, rundt i de rige kvarterer, forbi Hillary Clintons hus. Tilbage til Union Station, så vi kunne gå en tur i den vulgært-pompøse bygning. Og Champagnepause på byens mest ekstravagante Hotel, hvor vi hang ud i baren bedre kendt som ”Little White House”.

Mens vi slugte hver eneste af Steves mange anekdoter, pustede Sandy os i nakken og telefonpælene begyndte i bogstaveligste forstand at vælte. Derfor kørte vi hjem til Steve for at møde hans kæreste – indretningsarkitekten Dave. Ind trådte vi i klichéen på et kreativt storbyamerikanersbøssepars hjem. Med en ny, kraftig farve på hver væg, med kunst fra gulv til loft. Og med en varm velkomst af Dave, som var en perfekt klon af Steve, med højt sølvhår, kridhvide (som i alt for blege) tænder serverende Gin/tonics i krystalglas, mens vores tøj tørrede i tumbleren. Steve og Dave omtalte hinanden som Jing og Jang. Og vi lappede deres historier i os.

Da Sandy tog til, kørte Steve os hjem. Med store kram, indbydelsen til endelig at komme igen og pakket ind i hjemmelavede plastikposeregnslag. Nu sidder jeg på hotellet og kigger ud på regnen. Den er vild. Og jeg er rigtigt ked af det på amerikanernes vegne. For mig betyder uvejret et par dage på hotellet med søde mennesker.  Men for mange amerikaner, er denne naturkatastrofe meget tragisk. Som Steve og Dave sagde, har de familie og venner, der lige nu mister strømmen, hvor deres ting bliver smadret, og utrygheden raser. Steves faster på 90 var blevet evakueret fra et område, hvor alt var under vand. Jeg håber, at Sandy mister pusten før hun rigtigt når land.

Jeg tror ikke, det er sidste gang vi ser Steve og Dave. Og på det første døgn har de, sammen med alle andre amerikanere vi har mødt, vist os den gæstfrihed, som alle havde forberedt mig på, men som jeg ikke helt havde forestillet mig.

Om jeg blev forelsket i en amerikaner? Nej, nok ikke. Men jeg blev forelsket i en åbenhed og væremåde, som jeg håber jeg kan lære af. Glæder mig allerede til i morgen. Og knap så meget til natten, og mødet med Sandy.

 

Kh Anne

 

 

 

Day 2

Vågnet efter en forholdsvis rolig nat her i SW of Washington. Her har vi stadigvæk strøm. Ingen oversvømmelser eller lign. Det vildeste i aftes var, at der dryppede regnvand ned fra loftet i restauranten og enkelte værelser også havde lidt ekstra vand i vindueskarm + fra loft. Så ret surrealistisk at følge CNN og NBC – WRC. Alt fortsat lukket omkring os. Så vi får endnu en dag på hotellet. Men vi har det godt – og det er trods alt det vigtigste!

Day 1 in Washington DC

Naede frem til Washington DC, foer Sandy lukkede det hele ned 🙂 Sidder nu og hygger paa hotellet. Maerkeligt at vaere saa taet paa en orkan, afvente det hele, kigge ud af vinduet paa vejret udenfor, der bliver heftigere og heftigere (ligenu voldsom regn og blaesevejr) og foelge det live paa CNN. Men humoeret er hoejt. Vi er klar paa lidt af hvert. Orkanen Sandy forventes at ramme Washington DC i aften (nat hjemme i DK). Saa vi afventer og ser. Bliver nok paa hotellet det meste af dagen, som i oevrigt skulle vaere safe, med egen generator og div. supplies 😉

Jeres udsendte medarbejder: Maja Abildgaard, Radikale Venstre, skolelaerer og kampagneleder, Washington DC, USA, (lovlig taet paa) Sandy 😉 (8.55 lokal tid)