Forelsket i en amerikaner?

Af Anne Martens.

Første dag i Washington. Vågnede klokken 5 med jetlag. Til friskt blæsevejr og mange sirener. Efter en løbetur i strid modvind, gik jeg med mine to nye venner Kasper og Thomas i det lokale supermarked for at købe det vigtigste, så vi kan modstå de næste par dage på et hotelværelse. Og der stod vi så. I køen. Med en indkøbsvogn fyldt med øl, brød og slik, da vi mødte Steve. En midaldrende amerikaner, med sølvgrå manke og stor, hvis cowboyhat. Steve blev straks interesseret i vores dansker-i-orkan-survival-kit, og i ren heltestil tilbød han os et lift tilbage hotellet, da han så os slæbe ølkasser og poser hjem i regnen. Vi tog selvfølgelig imod Steves tilbud med kyshånd. Og det skulle vise sig at give os én på opleveren.

For da vi nåede til hotellet i Steves lille bil, kom vi til at tale om, at vi nok ikke ville komme til at se Det Hvide Hus eller noget andet af byen, da den jo stort set er i undtagelsestilstand og alle vores aftaler derfor er aflyst. Det kunne Steve simpelthen ikke acceptere, hvorefter han vendte den lille bil, og beslutsomt kørte afsted mod det, der skulle visse sig at blive en syv timers rundtur i hans fødeby. Steve kørte os til Det Hvide Hus, til Capitol Hill, til den danske ambassade, til The Mall. Parkerede bilen på mulige og umulige steder og kæmpede sig gennem regnen med os, så vi kunne få lov at se hans Washington, inden Sandy gik amok. Rundt i China Town, rundt i de rige kvarterer, forbi Hillary Clintons hus. Tilbage til Union Station, så vi kunne gå en tur i den vulgært-pompøse bygning. Og Champagnepause på byens mest ekstravagante Hotel, hvor vi hang ud i baren bedre kendt som ”Little White House”.

Mens vi slugte hver eneste af Steves mange anekdoter, pustede Sandy os i nakken og telefonpælene begyndte i bogstaveligste forstand at vælte. Derfor kørte vi hjem til Steve for at møde hans kæreste – indretningsarkitekten Dave. Ind trådte vi i klichéen på et kreativt storbyamerikanersbøssepars hjem. Med en ny, kraftig farve på hver væg, med kunst fra gulv til loft. Og med en varm velkomst af Dave, som var en perfekt klon af Steve, med højt sølvhår, kridhvide (som i alt for blege) tænder serverende Gin/tonics i krystalglas, mens vores tøj tørrede i tumbleren. Steve og Dave omtalte hinanden som Jing og Jang. Og vi lappede deres historier i os.

Da Sandy tog til, kørte Steve os hjem. Med store kram, indbydelsen til endelig at komme igen og pakket ind i hjemmelavede plastikposeregnslag. Nu sidder jeg på hotellet og kigger ud på regnen. Den er vild. Og jeg er rigtigt ked af det på amerikanernes vegne. For mig betyder uvejret et par dage på hotellet med søde mennesker.  Men for mange amerikaner, er denne naturkatastrofe meget tragisk. Som Steve og Dave sagde, har de familie og venner, der lige nu mister strømmen, hvor deres ting bliver smadret, og utrygheden raser. Steves faster på 90 var blevet evakueret fra et område, hvor alt var under vand. Jeg håber, at Sandy mister pusten før hun rigtigt når land.

Jeg tror ikke, det er sidste gang vi ser Steve og Dave. Og på det første døgn har de, sammen med alle andre amerikanere vi har mødt, vist os den gæstfrihed, som alle havde forberedt mig på, men som jeg ikke helt havde forestillet mig.

Om jeg blev forelsket i en amerikaner? Nej, nok ikke. Men jeg blev forelsket i en åbenhed og væremåde, som jeg håber jeg kan lære af. Glæder mig allerede til i morgen. Og knap så meget til natten, og mødet med Sandy.

 

Kh Anne

 

 

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s