Pasbetjenten gav mig hånden og sagde tak for hjælpen

Den sidste fascinerende oplevelse fra USA. Gik igennem paskontrollen. Havde et I voted with Obama klistermærke på trøjen. Den afroamerikanske betjent sagde, at han havde stemt det samme som mig. Jeg sagde, at vi havde været frivillige i Obamas kampagne. Jeg sagde at det havde været en god aften i går. Han nikkede og sagde ja det var. Han tjekkede mit pas og rakte mig hånden og sagde: Mange tak for din hjælp! Wow. Jeg blev helt paf. Normalt er de iskolde. Det valg har betydet meget for mange herovre.

Obamas frivillige er ”Fired up! Ready to go!”

Alle midler tages i brug for at få folk til at stemme.

Som frivillig i Obamas valgkamp hører man igen og igen sloganet Fired up! Ready to go!

I starten syntes jeg, at det var lidt plat, men inden jeg så mig om, sagde jeg: Fired up! Og mine kollegaer svarede: Ready to go!

To personer, der var fired up i dag, var de to ældre herrer Ross og Henry. Ross havde lagt hus til en Obamabase, hvor folk mødtes til at føre valgkamp fra. Harry kørte mig rundt i sin pick up truck og satte mig af i kvarterer, hvor jeg gik fra dør til dør til sandsynlige demokratiske vælgere. Dem spurgte jeg, om de ville stemme på Obama, og om de vidste, hvor de skulle stemme, om de havde brug for et lift til valgstedet etc.

Folk skal tages i hånden
Udfordringen er nemlig at få folk til at stemme. Selvom man som registreret vælger har intentionen om at stemme demokratisk, så er det ikke sikkert, at man nødvendigvis gør det på valgdagen. I Danmark er vi vant til høj valgdeltagelse. Det er man ikke i USA. En lav valgdeltagelse er ofte til gavn for republikanerne og en høj til fordel for demokraterne. Derfor gør demokraterne, alt hvad de kan, for at få folk til valgstederne. På valgdagen skal vi blandt andet køre hjemløse til valgstederne og sørge for, at de kommer til de rigtige steder.

Negative reklamer og ukendte bagmænd
Valgkampen i 2012 er langt mere beskidt end 2008. Der er brugt milliarder af kroner på reklamer, hvor langt de fleste er ”hadereklamer”, der fortæller negative historier primært om Obama og demokratiske kongreskandidater. Republikanerne er helt klart de værste, men demokraterne holder sig heller ikke tilbage. De såkaldte Super PAC’s er organisationer, der får millioner af penge fra ukendte donerer, som de bruger på reklamer imod især Obama. Fuldstændigt uigennemsigtigt, ja nærmest korrupt. De borgere, embedsfolk og politikere, som jeg har talt med, er ved at kaste op over de negative reklamer. Mange amerikanere glæder sig til valget er overstået, så de ikke skal se på dem mere.

På valgdagen er der kun en ting at gøre for de mange frivillige for at sikre Obamas genvalg. Det er at banke på døre, ringe til folk og sørge for, at alle kommer til valgstederne. Det er en kamp mod tiden, hvor man kæmper fra dør til dør. Fired up! Ready to go!


Den rørende historie bag Fired up! Ready to go!

It’s all up to you, the volunteers, you knocking doors. Don’t get tired, Virginia!

Vi troede ikke på det… Kun 3 timers kørsel fra Charlottesville, hvor vi bor og hjælper på Obamas kampagne, ville både Bill Clinton og Barack Obama afholde et “election rally”. Og over nettet fik vi alle bestilt e-tickets og afventede bekræftelsen på vores emails med spænding. Og det lykkedes at få billetter! Så i går aftes, efter 3 kolde og forventningsfulde timer i kø sammen med 24.000 andre og omfattende sikkerhedstjek, kom vi ind på en gigantisk stor overdækket udendørs arena, hvor det amerikanske flag flagrede i vinden på storskærmene og musikken (U2, Bruce Springsteen m.v.) lagde en fantastisk stemning. Amazing! Og under Pledge of Allegiance og The Star Sprangled Banner blev vi revet med af amerikanernes stolte nationalfølelse og patriotisme.

Så kom Bill Clinton på talerstolen. Og hvilken tale, han fik holdt! Om hvorfor han støtter Obama, og om hvordan Obama reelt samarbejder på tværs af demokrater og republikanere – for det kræver det! “Practical cooperation is better than all this ideological conflict”. Bill Clintons stemme var undervejs i talen noget hæs – men så jokede han med, at han havde givet sin stemme til præsidenten 🙂 Overbevisende tale. Jeg blev ihvertfald kun mere optaget af at gøre mit bedste for, at Obama vinder valget på tirsdag, at han får Virginia! (Nyeste meningsmåling fra idag her i Virginia giver Obama et forspring på 48%. Romney har 45%).

Herefter kom Barack Obama ind på scenen. Det gav et sug i maven! Og det hele virkede meget uvirkeligt! Begejstringen var enorm, ja eksploderede nærmest… Tænk at være med her! Og rent faktisk som en del af hans kampagne. For dette election rally handlede i den grad om opmuntringen til at gå ud og ringe dørklokker, få alle til at stemme på tirsdag! Hver en stemme tæller her i Virginia. Fik virkelig følelsen af, at det arbejde jeg gør herovre, er betydningsfuldt og en stor hjælp! For det kan Obama! Smitte med sin begejstring, motivere:

“After 4 years as a president, you know me! Who do you trust? You may not agree with all the changes I’ve made. But I know what I say, and I say what I know! I tell the truth! I will fight for you and your families every day. I know what changes are. We gonna move forward. Forward thinking. Do things better. Real change is about changing politics – not about changing presidents. And it’s not gonna be easy! Virginia – my bet´s on you. I’ll work with anybody, who will move this country! We’ll still gonna have some fights. Virginia, I’m here. You can make it in America, if we try. And Virginia, that’s why Im asking you for your vote! Turn up to vote for me! We’ll finish what we started. (uddrag af talen)

Vildt! Totally blown away! Helt ind i hjertet, så man næsten tuder over det!

Så nu vil jeg afsted – to phone the american people here in Virginia, canvassing and knocking doors – to make them vote on tuesday!” 4 more years!! GOTV (get out to vote!).

“It’s all up to you, the volunteers, you knocking doors. Don’t get tired, Virginia!!”

Den perfekte storm udfordrer USA’s klimapolitik

”The Perfect Storm” var en orkan, der i 1991 hærgede i Atlanterhavet, og som senere lagde navn til både en bog og en film. Stormen hærgede til Halloween i slutningen af oktober. I 2012 kom en perfekte storm igen på samme tid. Denne gang som en gigantisk tropisk orkan ved navn Sandy, der gik i land ved New York og New Jersey og omdannede området til en dommedagsby.

Alt lukkede ned
Det var noget af det værste, der kunne ske for det nordøstlige USA og de 60 millioner mennesker, der bor der. New York-området er slet ikke forberedt på orkaner, der typisk kun hærger i den sydøstlige del af landet. Orkanen var blevet enorm blandt andet efter at være gået sammen med et lavtryk. Da orkanen gik i land var der højt tidevand, og kombineret med over et døgns nedbør, så pressede vandet ind over New Jersey og New York fra alle sider. Store områder kom under vand og Subway og tunneler blev oversvømmet. Der var strømafbrud på Manhattan og flere dage efter var knap 7 millioner mennesker stadig uden strøm. Hospitaler og hundredtusindvis af mennesker måtte evakueres. Over 60 døde i relation til orkanen. Børsen lukkede og Atlantic City lukkede for første gang nogensinde deres kasinoer. Millioner blev hjemme fra arbejde og det kostede milliarder.

Samtidig var præsidentvalget ved at gå ind i sine afgørende to uger. Alle kiggede på Obama for at se, hvordan han ville håndtere det. Han klarede det fremragende politisk og fremstod som en stor leder, der personligt ringede rundt til de berørte områder. Selv markante republikanere måtte bøje sig i respekt. Og Romney var kørt ud på et sidespor. Der var et kort øjeblik intet had i luften. Alle opførte sig ordentligt og slog ikke politisk plat på situationen. Når krisen slår ned, så står alle amerikanere sammen. Ligesom under 9/11. Under overfladen rumler der dog en undren. Mange amerikanere jeg taler med spørger sig selv, hvorfor det kunne gå så galt. Hvordan kunne så store byer oversvømmes, hvorfor var tunneler ikke dæmmet af, hvorfor kunne elværker kortslutte etc. Som en embedsmand i kongressen tørt sagde, det er som om, at amerikanerne kun reagerer i det øjeblik, hvor krisen rammer.

Læs resten

Forelsket i en amerikaner?

Af Anne Martens.

Første dag i Washington. Vågnede klokken 5 med jetlag. Til friskt blæsevejr og mange sirener. Efter en løbetur i strid modvind, gik jeg med mine to nye venner Kasper og Thomas i det lokale supermarked for at købe det vigtigste, så vi kan modstå de næste par dage på et hotelværelse. Og der stod vi så. I køen. Med en indkøbsvogn fyldt med øl, brød og slik, da vi mødte Steve. En midaldrende amerikaner, med sølvgrå manke og stor, hvis cowboyhat. Steve blev straks interesseret i vores dansker-i-orkan-survival-kit, og i ren heltestil tilbød han os et lift tilbage hotellet, da han så os slæbe ølkasser og poser hjem i regnen. Vi tog selvfølgelig imod Steves tilbud med kyshånd. Og det skulle vise sig at give os én på opleveren.

For da vi nåede til hotellet i Steves lille bil, kom vi til at tale om, at vi nok ikke ville komme til at se Det Hvide Hus eller noget andet af byen, da den jo stort set er i undtagelsestilstand og alle vores aftaler derfor er aflyst. Det kunne Steve simpelthen ikke acceptere, hvorefter han vendte den lille bil, og beslutsomt kørte afsted mod det, der skulle visse sig at blive en syv timers rundtur i hans fødeby. Steve kørte os til Det Hvide Hus, til Capitol Hill, til den danske ambassade, til The Mall. Parkerede bilen på mulige og umulige steder og kæmpede sig gennem regnen med os, så vi kunne få lov at se hans Washington, inden Sandy gik amok. Rundt i China Town, rundt i de rige kvarterer, forbi Hillary Clintons hus. Tilbage til Union Station, så vi kunne gå en tur i den vulgært-pompøse bygning. Og Champagnepause på byens mest ekstravagante Hotel, hvor vi hang ud i baren bedre kendt som ”Little White House”.

Mens vi slugte hver eneste af Steves mange anekdoter, pustede Sandy os i nakken og telefonpælene begyndte i bogstaveligste forstand at vælte. Derfor kørte vi hjem til Steve for at møde hans kæreste – indretningsarkitekten Dave. Ind trådte vi i klichéen på et kreativt storbyamerikanersbøssepars hjem. Med en ny, kraftig farve på hver væg, med kunst fra gulv til loft. Og med en varm velkomst af Dave, som var en perfekt klon af Steve, med højt sølvhår, kridhvide (som i alt for blege) tænder serverende Gin/tonics i krystalglas, mens vores tøj tørrede i tumbleren. Steve og Dave omtalte hinanden som Jing og Jang. Og vi lappede deres historier i os.

Da Sandy tog til, kørte Steve os hjem. Med store kram, indbydelsen til endelig at komme igen og pakket ind i hjemmelavede plastikposeregnslag. Nu sidder jeg på hotellet og kigger ud på regnen. Den er vild. Og jeg er rigtigt ked af det på amerikanernes vegne. For mig betyder uvejret et par dage på hotellet med søde mennesker.  Men for mange amerikaner, er denne naturkatastrofe meget tragisk. Som Steve og Dave sagde, har de familie og venner, der lige nu mister strømmen, hvor deres ting bliver smadret, og utrygheden raser. Steves faster på 90 var blevet evakueret fra et område, hvor alt var under vand. Jeg håber, at Sandy mister pusten før hun rigtigt når land.

Jeg tror ikke, det er sidste gang vi ser Steve og Dave. Og på det første døgn har de, sammen med alle andre amerikanere vi har mødt, vist os den gæstfrihed, som alle havde forberedt mig på, men som jeg ikke helt havde forestillet mig.

Om jeg blev forelsket i en amerikaner? Nej, nok ikke. Men jeg blev forelsket i en åbenhed og væremåde, som jeg håber jeg kan lære af. Glæder mig allerede til i morgen. Og knap så meget til natten, og mødet med Sandy.

 

Kh Anne